I søndags var det mors dag, men midt i flyttestress og rod må jeg indrømme at jeg ikke fik købt noget til min søde mor. Tilgengæld havde jeg en masse lækre ting på lager, så jeg bagte en af hendes yndlingskager. I sommers bagte jeg den helt almindelige version, men denne gang fik den lige et mildt twist af hyldeblomst. Da der ikke er sæson for hyldeblomst lige nu, blev det med en koncentreret saft jeg havde stående.
Jordbærkage med hyldeblomstcreme
Mazarinbund
250 g marcipan
250 g sukker
250 g blødt smør
3 store æg
65 g mel
100 g mørk chokolade 70%
1. Sukker og marcipan æltes sammen og det bløde smør æltes derefter i lidt efter lidt
2. Pisk æggene i et ad gangen.
3. Vend mel i dejen.
4. Smør en tærteform på 28x21x2,5, gerne med løs bund. Jeg brugte sprayfedtstof.
5. bag kagen ved 175 grader i 25-30 min til kagen føles let fast og er lysebrun.tjek evt. med en kødnål eller træspyd. Lad kagen køle helt af.
6. Smelt chokoladen og fordel den på kagen. Lad det størkne.
Note: Denne del af kagen med fordel laves dagen før og opbevares i tætsluttende bøtte på køl. Det får den en rigtig lækker konsistens af.
Flødecreme med hyldeblomst
4 dl mælk
Kornene af 1/2 vaniljestang + stang
3 store æg
35 g majsstivelse
50 g sukker
fintrevet skal af 1/2-1 citron
1 dl hyldeblomst saft (ikke light! jeg brugte Grønne Gården 1:4)
2 dl piskefløde
500 g friske jordbær
1. Bring langsomt mælk, vaniljekorn og vaniljestang i kog.
2. Pisk æg, citronskal og sukker skummende i 3-4 min og rør majsstivelse i.
3. Når mælken lige har nået kogepunktet fiskes vaniljestangen op. Hæld mælken i æggemassen i en meget tynd stråle imens der stadig piskes.
4. Hæld den lune creme tilbage i gryden og varm det op til kogepunktet under konstant omrøring. rør hyldeblomstsaft i.
5. Lad cremen simre 1 min under kraftig omrøring. Hæld cremen i en skål og dæk cremens overflade med husholdningsfilm og lad det gå op ad skålens indersider. Lad køle helt af inden brug.
6. Pisk fløden til skum og vend det sammen med cremen.
7. Sprøjt flødecremen ud på mazarinbunden og pynt med friske jordbær. Smelt evt. lidt ribsgele og pensel de fine jordbær.
Det er en okay nem kage at smide sammen og har du ikke lige overskuddet til at koge en creme fra bunden, så er der nok ingen der opdager en pulvercreme, hvor 1 dl af mælken skiftes ud med hyldeblomstsaft. Og masse af vaniljekorn!













